Betingelser for køb
Ved at handle på ticketmaster.dk accepterer du (i) nedenstående betingelser for køb (herefter benævnt "Betingelserne"); (ii) alle særlige betingelser, som vedrører et produkt og/eller et arrangement; (iii) andre betingelser fra arrangøren; og (iv) alle betingelser fra spillestedet (herunder betingelser for adgang).
Ticketmaster Danmark (herefter også benævnt "Ticketmaster" eller "vi") forbeholder os ret til, fra tid til anden, at foretage ændringer i Betingelserne. Såfremt vi foretager sådanne ændringer, vil en opdateret version af Betingelserne være tilgængelig på vores hjemmeside. Derfor anbefaler vi, at du regelmæssigt holder dig opdateret om de aktuelle vilkår og betingelser. Alle køb er underlagt den, på købstidspunktet, gældende version af Betingelserne. Hvis du ikke kan acceptere eller er enig i en revideret version af Betingelserne, skal du ikke foretage et køb.
Købsaftalen er omfattet af dansk rets almindelige regler.
- Om forholdet mellem billetkøberen, arrangøren og Ticketmaster Danmark
-
Ticketmaster Danmarks rolle som formidler
Ticketmaster Danmark formidler udelukkende salg af billetter mellem billetkøberen og den ansvarlige arrangør. Købsaftalen indgås således mellem billetkøberen og den ansvarlige arrangør, og det er derfor også den enkelte arrangør, der er ansvarlig for aftalens opfyldelse.
-
Billetters gyldighed
Køb altid din(e) billet(ter) ved en autoriseret billetformidler.
Ticketmaster Danmark påtager sig ikke ansvaret for gyldigheden af billetter, der måtte være købt udenom Ticketmaster Danmarks og arrangørens officielle salgskanaler og -steder. Så køb altid billet(ter) ved en autoriseret billetformidler. Så får du din(e) billet(ter) til den rigtige pris. Og du er sikker på billetternes gyldighed.
-
Ansvar
Ticketmaster Danmark har intet ansvar over for kunden vedrørende arrangørers rekonstruktion, betalingsstandsning, konkurs, aflysning af arrangementer, andre mangler eller eventuelle andre reklamationer vedrørende et arrangement. Al henvendelse herom rettes til arrangøren. Information om arrangørens fulde navn, adresse, telefonnummer m.m. kan fås på tlf. 38 48 16 30 eller tilgås via fanen "Mine Billetter" under Min Profil på Ticketmasters hjemmeside.
-
Aflysning
I tilfælde af aflysning henvises der til den ansvarlige arrangør for yderligere information og eventuel refundering. Som billetformidler hæfter Ticketmaster Danmark ikke for tilbagebetaling i forbindelse med en aflysning. Det er den enkelte arrangør, der som din aftalepart er ansvarlig for at refundere købesummen i tilfælde af aflysning. Arrangøren forbeholder sig ret til, i sjældne og/eller ekstraordinære tilfælde, at erstatte billetten med en tilsvarende kunstner/arrangement. Ændringer i repertoire, delvis gennemførelse af et arrangementet sidestilles ikke med en aflysning, hvorfor pengene herfor som udgangspunkt ikke refunderes. Se hertil arrangørens information om arrangementet.
-
Levering
- Leveringsmuligheder
Når du har valgt arrangement og antal billetter, vil du få valget mellem forskellige betalings- og leveringsmuligheder. Mulighederne afhænger af selve arrangementet, spillestedet, i hvilket land du bor, hvor lang tid der er til arrangementets spilletidspunkt m.m.
Vær venligst opmærksom på de leveringsmuligheder, du får tilbudt. Du kan læse mere om de forskellige muligheder herunder.
eTicketFast (tidl. "TicketFast") – du printer din egen billet og tager den med til spillestedet. Du kan også hente en mobiloptimeret billet under Min Profil, hvis du åbner www.ticketmaster.dk på din smartphone. Læs mere om eTicketFast her.
Standardpost – hvis du køber din billet tids nok til, at vi kan sende den med almindelig post (min. 7 hverdage før spilledatoen), vil du få tilbudt denne leveringsmulighed. Du kan også vælge, at få dine billetter sendt i en gaveæske.
Hvis adresseoplysningerne på ordren ikke er korrekte, påtager Ticketmaster sig ikke ansvar for forsendelsen eller evt. bortkomst af denne. For at Postnord kan levere korrekt, skal modtagers navn stå på postkassen, som hører til den angivne adresse, og det er afsenders ansvar at kontrollere dette.
Reservation – når reservation er tilgængelig, kan du reservere billetter her på ticketmaster.dk, og vælge efterfølgende at købe dem telefonisk via Ticketmaster Danmarks Servicecenter på tlf. 38 48 16 30. Billetterne kan også afhentes og betales på et fysisk salgssted.
2.2. Forsendelse og risiko vedrørende fysiske billetter
Ticketmaster Danmark gør særligt opmærksom på, at Ticketmaster Danmark ikke påtager sig ansvar eller risiko for fysiske billetters hændelige undergang, forringelse, bortkomst eller beskadigelse under forsendelsen til køber. Se dog pkt. 11.1 om erstatningsbilletter.
Ticketmaster Danmark hæfter ikke for fejl begået af kunder i forbindelse med indtastning af kontaktoplysninger. Ticketmaster Danmark hæfter heller ikke, hvis sådanne fejl måtte medføre, at billetter ikke når frem til kunder i tide.
Hvis adresseoplysningerne på ordren ikke er korrekte, påtager Ticketmaster sig ikke ansvar for forsendelsen eller evt. bortkomst af denne. For at Postnord kan levere korrekt, skal modtagers navn stå på postkassen, som hører til den angivne adresse, og det er afsenders ansvar at kontrollere dette.
Collector Ticket vil blive sendt senest 2 uger før arrangementet. Dog er det muligt, at det sendes tidligere.
3. Betaling
Der er først indgået en bindende aftale, når Ticketmaster Danmark har modtaget/registreret betaling.
På ticketmaster.dk modtages betaling med følgende betalingsformer og betalingskort:
Dankort
VISA/Dankort
PayPal
MobilePay
MasterCard
Visa Electron
På udvalgte arrangementer kan du desuden betale med dit kreditkort fra Forbrugsforeningen.
Du kan også betale med Klarna. Med Klarna kan du vælge at betale beløbet inden for 30 dage. Bemærk, at der bliver pålagt et gebyr på 3,5% af det samlede køb ved brug af Klarna som betalingsform. Se vilkår for Klarna.
Bemærk: Visse udenlandske kreditkort accepteres ikke på ticketmaster.dk af sikkerhedsmæssige årsager. Du er velkommen til at kontakte vores Servicecenter på tlf. 38 48 16 30, såfremt du har spørgsmål hertil .
Personhenførbare oplysninger (navn, adresse mv.) opbevares og transmitteres i et lukket netværk. Der er altså ikke adgang til disse oplysninger fra internettet. Alle oplysninger vedrørende betalinger sendes krypteret til Nets via Adyen. ticketmaster.dk er et VeriSign Secure Site.
Se i øvrigt vores Persondatapolitik.
4. Gebyrer
Billetter solgt gennem Ticketmaster Danmark bliver tillagt et billetgebyr, der kan variere afhængig af bl.a. arrangementets pris og de vilkår, der i øvrigt er aftalt med den enkelte arrangør. Billetgebyret er indregnet i den pris, du ser på ticketmaster.dk.
På de arrangementer hvor arrangøren tillader at billetter ombyttes opkræves det til en hver tid gældende billetgebyr for det pågældende arrangement.
Læs mere om vores gebyrer her.
5. Fortrydelsesret
5.1. Ingen fortrydelsesret på billetter
I henhold til Forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 12 er køb af billetter som udgangspunkt ikke omfattet af fortrydelsesretten. Undtagelsen omfatter blandt andet køb af billetter til sportsbegivenheder og kulturelle begivenheder, herunder teaterforestillinger, koncerter mv.
Ticketmaster Danmark yder dog en særlig service til sine kunder, herunder en særlig fortrydelsesret i form af Fan Gurantee. Læs mere om Fan Guarantee i pkt. 5.2 nedenfor.
Læs desuden mere om fortrydelsesret for varer og andre tjenesteydelser i pkt. 5.3 nedenfor.
5.2. Fan Guarantee
Som kunde hos Ticketmaster får du en række fordele, herunder en særlig fortrydelsesret på dit billetkøb. Du skal blot inden for 24 timer efter købet udfylde en formular på vores hjemmeside – så returnerer vi dine penge. Vær opmærksom på, at der skal være mere end 14 dage til arrangementet, for at du kan gøre brug af Fan Guarantee. Du finder formularen her.
Den udfyldte formular skal være Ticketmaster i hænde inden 24 timer – ellers bortfalder fortrydelsesretten, og vi henviser til de gældende regler for fortrydelsesret på billetter. Læs mere om Fan Guarantee her.
Bemærk, at selve tilbagebetalingen af dine penge kan tage nogle dage, efter din anmodning om refundering er blevet godkendt.
5.3. Fortrydelsesret på varer og andre tjenesteydelser
I forbindelse med køb af billetter til visse arrangementer, er det muligt at tilføje/tilkøbe en vare/tjenesteydelse. Du kan derfor i visse tilfælde fortryde dit tilføjede køb.
Hvis dit køb af omfattet af fortrydelsesretten, har du ret til at fortryde aftalen uden begrundelse inden for 14 dage. Fortrydelsesretten udløber 14 dage efter, at du har fået varen i fysisk besiddelse, eller efter den dag, hvor du indgik aftalen om tjenesteydelsen. Udløber fortrydelsesfristen på en helligdag, lørdag, grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag anses fortrydelsesfristen for udløbet den følgende hverdag.
Hvorvidt du har fortrydelsesret, og den eventuelle udnyttelse af fortrydelsesretten, er alene et anliggende mellem dig og arrangøren. I dette pkt. 5.2 giver Ticketmaster Danmark dig dog generelle oplysninger om reglerne om fortrydelsesret.
5.3.1. Undtagelser til reglerne om fortrydelsesret
Der er en række undtagelser til fortrydelsesretten. I forhold til de tjenesteydelser, som kan købes på ticketmaster.dk, er undtagelserne relevante for aftaler om:
- transport, herunder rejser med fly, bus, tog, taxi m.v.
- indkvartering, fx på hotel, vandrehjem eller campingplads og leje af sommerhus
- forplejning, fx restaurantbesøg og levering af mad (catering)
- rekreative fritidsaktiviteter, herunder underholdnings-, idræts- og lignende kulturbegivenheder, fx koncerter, teaterforestillinger og sportsarrangementer
De anførte tjenesteydelser er dog kun undtaget fra fortrydelsesretten, hvis det fremgår af aftalen, hvornår (hvilken dag eller bestemt periode) den pågældende tjenesteydelse skal udføres. Dette vil dog normalt være tilfældet for tjenesteydelser, som købes via ticketmaster.dk.
Hvis aftalen vedrører en ikke-finansiel tjenesteydelse eller en vare, som skal fremstilles eller tilpasses efter dit individuelle behov, gælder fortrydelsesretten kun, indtil udførelsen, fremstillingen eller tilpasningen begynder, når du forinden har givet dit samtykke til, at arrangøren kan begynde udførelsen m.v. inden fortrydelsesfristens udløb.
5.3.2. Udøvelse af fortrydelsesret
For at udøve din fortrydelsesret skal du give arrangøren en utvetydig meddelelse om, at du ønsker at fortryde købet, f.eks. ved brev eller e-mail. Du kan også benytte standardfortrydelsesformularen nederst i disse betingelser, men det er ikke obligatorisk.
Fortrydelsesfristen er overholdt, hvis du sender meddelelsen om udøvelse af fortrydelsesretten, inden fristen er udløbet.
5.3.3. Returnering
Om varens stand, når du sender den tilbage: Du hæfter kun for eventuel forringelse af varens værdi, som skyldes anden håndtering, end hvad der er nødvendigt for at fastslå varens art, egenskaber og den måde, den fungerer på. Med andre ord – du kan prøve varen på samme måde, som hvis du prøvede den i en fysisk butik. Hvis varen er prøvet udover, hvad der beskrevet ovenfor, kan arrangøren betragte den som brugt, hvilket betyder, at du ved fortrydelse af købet kun får en del eller intet af købsbeløbet retur, afhængig af varens handelsmæssige værdi. For at modtage hele købsbeløbet retur må du altså gøre det samme, som man kan i en fysisk butik. Du må afprøve varen, men ikke tage den i egentlig brug.
5.3.4. Refundering
Om tilbagebetaling af købsbeløbet: Ticketmaster Danmark henviser jf. ovenfor til arrangøren, men som hovedregel gælder, at hvis du fortryder dit køb, får du naturligvis det beløb, du har indbetalt til os, tilbage. I tilfælde af en værdiforringelse, som du hæfter for, fratrækkes denne købsbeløbet.
Hvis du benytter din fortrydelsesret, refunderer arrangøren alle betalinger modtaget fra dig, herunder leveringsomkostninger (dog ikke ekstra omkostninger som følge af dit eget valg af en anden leveringsform end den billigste form for standardlevering, som vi tilbyder), uden unødig forsinkelse og under alle omstændigheder senest 14 dage fra den dato, hvor vi har modtaget meddelelse om din beslutning om at fortryde denne aftale. Tilbagebetalingen gennemføres med samme betalingsmiddel, som du benyttede ved den oprindelige transaktion, medmindre du udtrykkeligt har indvilget i noget andet. Vi kan tilbageholde tilbagebetalingen, indtil vi har modtaget varen retur, med mindre du inden da har fremlagt dokumentation for at have returneret den.
6. Reklamation
Købelovens mangelsregler kan finde anvendelse.
7. Klageadgang
Hvis du ønsker at fremsætte en klage, skal du rette henvendelse via kontaktformularen. Hvis det ikke lykkes os at finde en løsning, kan du indgive en klage til Nævnenes Hus, Mæglingsteamet for Forbrugerklager, Toldboden 2, 8800 Viborg, hvis betingelserne for at klage er opfyldt. Du kan klage til Mæglingsteamet for Forbrugerklager via www.naevneneshus.dk.
Det er som udgangspunkt en forudsætning for at klage, at varen eller ydelsen, som du vil klage over, har kostet mindst 1.110 kr. og højst 100.000 kr. Beløbsgrænserne kan blive ændret. Du skal betale et gebyr for at få klagen behandlet. Mæglingsteamet for Forbrugerklager vil forsøge at løse tvisten ved mediation, og hvis det ikke lykkes at finde en løsning, kan du indbringe klagen for Forbrugerklagenævnet inden 4 uger fra Mæglingsteamet for Forbrugerklager har afsluttet sagen.
Du kan også anvende EU-kommissionens online klageportal, hvilket dog hovedsageligt vil være relevant, hvis du er forbruger med bopæl uden for Danmark. Du finder klageportalen her: http://ec.europa.eu/consumers/odr/
8. Om adgang til et arrangement
Kontroller billettens oplysninger, herunder om arrangement, dato/tidspunkt og adresse.
Stregkoden på billetten tillader kun adgang for én person, med mindre andet fremgår. Ulovlig kopiering eller videresalg af billetter kan medføre, at du nægtes adgang til arrangementet. Ticketmaster Danmark og arrangøren har intet ansvar for problemer, som skyldes ulovlig kopiering og/eller videresalg af billetter.
Der vil ofte være begrænsninger i, hvilke effekter der må medbringes til arrangementet, fx drikkevarer, dåser, flasker, mad, kamera, videoudstyr, laserpinde, stole, paraplyer, fyrværkeri, våben og lignende. Læs evt. mere på arrangørens hjemmeside.
Læs mere om andre arrangementsspecifikke forhold som kan være listet under arrangementet her på ticketmaster.dk og/eller på arrangørens hjemmeside. Arrangøren forbeholder sig ret til at nægte adgang til spillestedet/arrangementet, eller at fjerne enhver person fra spillestedet/arrangementet, med henvisning til gældende sikkerhedshensyn (herunder crowd surfing, moshing, eller at man ikke lever op til de krav, der stilles for at mindste spredningen af Covid-19) - eller enhver uacceptabel form for opførsel, som kan medføre skade, personskade eller irritation, eller som overtræder arrangørens betingelser. Enhver overtrædelse heraf vil medføre, at man ikke er berettiget til refundering.
9. Overdragelse
Det er, jf. "Lov om videresalg af billetter til kultur- og idrætsarrangementer”, ikke tilladt at sælge og videresælge billetter til overpris i Danmark. Det betyder bl.a., at det er forbudt at videresælge billetter med fortjeneste. Læs mere her.
9.1. TICKET TRANSFER (Overfør billetter)
- Ticketmaster tilbyder en "Ticket Transfer"-funktion til overførsel af billetter på mange arrangementer. Hvis Ticket Transfer er tilgængeligt, kan du bruge det til at overføre billetter, du har købt, til f.eks. venner eller familie, ved at logge på din Ticketmaster profil og følge proceduren.
- Ticket Transfer skal bruges til at overføre billetter til f.eks. venner og familie. Så brug kun Ticket Transfer til at overføre billetter til personer, som du kender og stoler på. Det er ikke et værktøj til at videresælge billetter.
- Ved at benytte Ticket Transfer til at overføre en billet, du har købt (eller som er overført til dig fra en anden, der har brugt Ticket Transfer), overfører du blot retten til at benytte billetten. Alle de betingelser, som er blevet accepteret ved købet (herunder de tilhørende rettigheder og forpligtelser), er stadig et forhold mellem den oprindelige billetkøber og Ticketmaster, uanset hvor mange gange billetten overføres til en anden fan. Alle de gældende betingelser vedr. brugen af billetten, forbliver gyldige for billetten, uanset hvor mange gange den er overført ved brug af Ticket Transfer.
- Ticket Transfer kan kun bruges til billetter, og ikke til eventuelle tilkøbsprodukter, som er købt sammen med billetten.
- Ticketmaster forbeholder sig retten til at annullere en Ticket Transfer overførsel, hvis vi har mistanke om svindel, lovbrud, svig eller andre forhold, som er i strid med Betingelser for Køb, eller andre betingelser, som måtte være gyldige.
- Du kan annullere en Ticket Transfer overførsel, men kun så længe, at modtageren ikke har accepteret denne endnu.
- VIGTIGT: Når modtageren har accepteret din Ticket Transfer-invitation, kan du ikke længere:
- bruge din oprindelige billet til arrangementet
- annullere overførslen, eller få den overførte billet tilbage på anden vis (da modtageren vil få en ny billet med en ny stregkode)
- benytte vores Fan Guarantee
- overføre billetten. Hvis en billet overføres flere gange, ved at bruge Ticket Transfer, er det kun den billet, fra den seneste overførsel, som er gyldig. Stregkoden vil være ugyldig på alle tidligere billetter.
- Hvis et arrangement aflyses eller flyttes, er det kun den oprindelige billetkøber af billetten, som kan få en eventuel refundering. Det er altså kun den oprindelige billetkøber, som arrangøren (eller eventuelt Ticketmaster på vegne af arrangøren) vil være i kontakt med vedr. billetten og arrangementet.
Det er den oprindelige billetkøbers ansvar at sørge for, at modtageren af en overført billet, får de informationer, Ticketmaster eller arrangøren måtte sende ud.
-
Bemærk, at hvis du har købt billetforsikring, vil billetforsikringen stadig gælde for den oprindelige ordre, og de billetter den indeholder.
10. Særlige begrænsninger
Bemærk også, at der på de enkelte arrangementer kan være andre eller yderligere begrænsninger i forhold til billetters overdragelighed. Billetter må ikke anvendes kommercielt til pakkesalg, konkurrencer, videresalg eller lignende, med mindre arrangøren har givet tilladelse hertil.
Se særlig information om Live Nations arrangementer her.
11. Ticketmaster Danmarks services
11.1. Erstatningsbilletter
Ticketmaster Danmark vil som en service i forbindelse med langt de fleste arrangementer være i stand til at udstede erstatningsbilletter, såfremt dine fysiske billetter ikke kommer frem, bortkommer eller er blevet beskadiget. Kontakt vores Servicecenter på tlf. 38 48 16 30, såfremt du har behov for at få dine billetter erstattet. Det koster billetgebyret pr. billet + 50 kr. i administrationsomkostninger. Ved udstedelse af erstatningsbilletter ugyldiggøres de oprindelige billetter. Når en udskrivning af erstatningsbilletter er gennemført, er det ikke muligt at fortryde ordren.
11.2. Ændring af navn på billet
Til arrangementer hvor personlige billetter er påkrævet er det muligt for den oprindelige billetkøber, at skifte navn på en eller flere billetter ved henvendelse til Ticketmaster Servicecenter. Billetkøberen skal blot oplyse de sidste 4 cifre i kortnummeret betalingen oprindelig er foretaget med, samt ordrenummer på købet. Prisen er 45,- kr. pr. navn der ændres. Vi gør opmærksom på, at denne service ikke erstatter vores Fan Guarantee.
11.3. Refundering og aflysning
Købte billetter refunderes i op til 24 timer efter billetkøbet som en del af Ticketmasters Fan Guarantee. Se pkt. 5.2 ovenfor og læs mere her.
I tilfælde af aflysning henvises der til den ansvarlige arrangør for yderligere information og eventuel refundering. Billetter refunderes i sådanne tilfælde som udgangspunkt altid til billetkøber. Som billetformidler hæfter Ticketmaster Danmark ikke for tilbagebetaling i forbindelse med en aflysning. Ticketmaster Danmark søger kontraktuelt at sikre, at arrangører refunderer billetkøbesummerne i tilfælde af aflysninger, men vi kan ikke påtage os noget forretningsmæssigt ansvar herfor.
Gebyrer, tillæg såsom Collector Ticket samt eventuelle forsendelsesomkostninger refunderes ikke. Mere information om refundering.
Når et køb er gennemført, modtager du en ordrebekræftelse pr. email med alle oplysninger om din transaktion. Herudover kan du altid se dine aktuelle reservationer og køb under Min Profil.
12. Rejsegarantifonden
Ticketmaster er medlem af Rejsegarantifonden med registreringsnr. RGF3145 for dækning af pakkerejser købt gennem Ticketmaster Danmark.
13. Forbehold
Ticketmaster Danmark tager forbehold for fejl og mangler i priser og beskrivelser – herunder udsolgte arrangementer.
14. Kontakt
Ticketmaster Danmark A/S
Gammel Kongevej 60, 5. sal, 1850 Frederiksberg C
CVR nr. 20309474
E-mail: kundeservice@ticketmaster.dk
Tlf.: 38 48 16 30
Ticketmaster Danmark kan kontaktes på ovenstående email eller telefonnummer.
15. Standardfortrydelsesformular
Venligst udfyld og send nedenstående standardfortrydelsesformular til arrangøren, hvis du ønsker at fortryde dit køb af varer eller tjenesteydelser som er omfattet af fortrydelsesretten:
Standardfortrydelsesformular
(denne formular udfyldes og returneres kun, hvis fortrydelsesretten gøres gældende)
- Til [her indsættes den erhvervsdrivendes navn, fysiske adresse og i givet fald faxnummer og e-mail-adresse af den erhvervsdrivende selv]:
- Jeg/vi (*) meddeler herved, at jeg/vi (*) ønsker at gøre fortrydelsesretten gældende i forbindelse med min/vores (*) købsaftale om følgende varer (*)/levering af følgende tjenesteydelser (*)_______________________________________________________________________________
- Bestilt den (*)/modtaget den (*)________________________________________
- Forbrugerens navn (Forbrugernes navne)_________________________________
- Forbrugerens adresse (Forbrugernes adresse)_____________________________
- Forbrugerens underskrift (Forbrugernes underskrifter) (kun hvis formularens indhold meddeles på papir)______________________________________________________________
- Dato_____________________________
(*) Det ikke relevante udstreges
Sidst opdateret 12. juli 2024.